Der er noget helt særligt over smykker, og den måde, de formår at bære på minder. Det er som om, de opsuger rigtig meget historie på deres vej, og når øjeblikket er forbi, er mindet bundet til det smykke, du står med i din hånd. 
Det kan være svært at forklare, hvordan det kan lade sig gøre. Det er bare som om tøj, sko osv. ikke kan opsuge minder på samme måde. 
En forklaring kan være, at et smykke, er et lille stykke kunst. Som du bærer på. En anden forklaring kan være, at det ikke bliver vasket i maskinen, som tøj bliver det. Og dermed "består". En tredje forklaring kan være, at det er tidsløst. Du bliver ved med at kunne passe det, og det bliver ikke slidt på samme måde. Derfor kan det lettere skifte ejer. 

Eller måske en blanding af alle tre? Men om ikke andet, så er der i hvert fald noget helt særligt over smykker, og modtageren bliver altid enormt glad for det. Derfor bliver vi altid så glade, når i sender os billeder af ringe, i har fået af jeres kærester, veninder osv. 

Vi havde for et år siden en kunde der hed Lea, der blev overrasket af hendes kæreste med en stor buket røde roser og en fin lille hjertering fra Redbird. Der var ikke et øje tørt på kontoret! Siden hen har vi fået mange søde historier fra jer, og bliv endelig ved med det! Vi prøver så vidt muligt, at poste dem på Instagram.

Vi har samlet nogle smukke historier fra os selv og søde unge mennesker, der fortæller om det smykke, der betyder aller mest for dem. 

 

”Jeg stod foran mit livs rejse. 3 måneder på den anden side af jorden med min veninde Mette. En tur der satte alt i perspektiv og var hele følelsesregistret igennem. Vi var helt på egen hånd. I 3 måneder fik vi afprøvet grænser, oplevet livet på kanten, mødt en masse forskellige mennesker og en øjenåbner for livet. Det vigtigste, jeg lærte ved turen, var at nyde livet hver dag, tage nogle chancer, selvom det ikke altid går godt, så lærer man af sine fejl. Nogle gange er det de små ting, der efterlader de største indtryk. ”
- Christine, 22

”Jeg har en perlekæde, som er gået i arv de sidste 100 år i min mors familie. Generationer af min familie, har hørt til forskellige steder i verden. Derfor følte jeg en form for ære, da min mormor fra Singapore valgte, at nu skulle den tilhøre mig i Danmark. Det er et lille stykke af min historie, om en anderledes familie, og er det sidste jeg nogensinde vil miste.”
- Nina, 22

”Jeg har en bedsteven, Andreas og han har så længe vi har kendt hinanden opført sig både som en beskyttende storebror og god ven. Da han skulle udstationeres til Afghanistan, var jeg lige blevet dumpet af hvad Andreas ville kalde endnu en dum player. Så dagen inden han skulle rejse, gav han mig en sølv halskæde med vedhænget af en hjertelås og sagde han håbede den kunne minde mig og hvor meget jeg var værd og at man skulle gøre sig fortjent til nøglen”
- Mie, 22

”Min mor fik en rigtig flot ring af min far, som er guldsmed, hver gang hun fødte, så hun fik 4 ringe i alt. Disse ringe skulle hun så videregive til os børn på den dag vi blev 21. Min søster og jeg fik dem på vores 21. Årsfødselsdag, mens mine brødre får dem, når de skal giftes med en pige, så pigen får den i gave”
- Fransine, 24

”Smykker har forskellige betydninger og minder. Mit ur og ring som jeg har arvet fra min mor, som døde for to år siden, har helt særlige minder og en helt særlig betydning. Hver gang jeg ser på dem, minder det mig om min mor, hvorfor det er blandt to af de smykker jeg altid går rundt med! For mig er smykker et accessory, men kan også bære rundt på en historie.”
- Katharina, 23

”Min halskæde som jeg kun har haft af 5 gange på ca. 8 år, fordi jeg føler mig nøgen uden. Den har en særlig værdi, fordi det ene vedhæng er et D, jeg fik da jeg blev født, og det andet vedhæng er kleopetra, der symboliserer min kærlighed til mit fædreland. Derfor føler jeg, at jeg bærer noget som symboliserer min barndom/forældres kærlighed og min kærlighed til Egypten.”
- Dina, 23

”Mit Omega Seamaster Diver, fik halvdelen til det i studentergave og så gav jeg halvdelen selv.. Så blandingen af at man endelig var færdig med gymnasiet, og så at kunne købe et ur man havde gået og ønsket sig, siden man var en lille dreng.”
- Christian, 22

”Min mormor døde på min 5 års fødselsdag. Jeg fik hendes rubinring, da jeg blev student. Den betyder al verden for mig.”
- Rakel, 25


Smykker er altid en god gaveidé, til ham eller hende du holder af.